tirsdag den 22. februar 2011

Tusind tak

for det Anne Marie! Da jeg klagede min nød, var Anne Marie så sød at tjekke sin garnkurv, og sendte mig så det her nøgle garn, i den helt rigtige farve og med et sødt lille kort også! Hvor er jeg glad for det! Tusind tak!
Og det er faktisk over en uge siden, men puha jeg har haft travlt, jeg nåede da lige at tage et billede, inden jeg gik i gang med at strikke, og jeg er nu helt færdig med de limefarvede firkanter og næsten også med næste række!
Men det er faktisk også det eneste kreative jeg har fået lavet i meget lang tid - i øjeblikket er det højsæson for mit arbejde, så når jeg endelig holder fri, har jeg ikke energi til andet end at ligge stille på sofaen og puste ud..
Nej jeg glemte lige noget, Matilde og jeg har jo malet bogstaver til hendes dør og idag har vi startet på et perlebillede - så lidt kreativ er jeg da :D

tirsdag den 8. februar 2011

Taske, taske og taske

Da jeg syede stof-bokse, til Kristine lovede jeg jo faktisk også at sy en til Matilde, og hun glemmer jo ingenting, i hvert fald ikke sådan noget! Men jeg kan bare ikke lige se hvad hun skal bruge den til, og lave den og bagefter se den ligge og flyde på gulvet det gider jeg bare ikke!
Så jeg har overtalt hende til at hun i stedet kunne få en lille taske, hun tager jævnligt på ferie, så det har hun altid brug for, i eftermiddags var hun i Norge og den anden dag tog hun et smut til Holland, for de har dejlige badekar, og det har vi desværre ikke (hun bader i en stor klodskasse fra XL)
Så derfor har jeg lavet denne her taske, hun har selv valgt at det skulle være mine nye Kaffe Fasset stoffer og mørkelyserød (det vi andre kalder pink) hank og inderside
Bemærk den smarte lukning, så er man fuldstændig fri for at lave knaphul, og hvis hun stikker sig, ses det ikke på den farve stof :D

Nu er jeg jo kun en patchwork-wannabe, så jeg har aldrig quiltet med min quiltefod før (købt for år tilbage, hvor jeg var sikker på at den ville jeg helt sikkert få brug for) men jeg syntes faktisk det blev OK, og jeg er altså vild med det stof - og Matilde er også glad
 Mærkelig farve billedet fik, men mulighed for at finde fejl i quiltningen

Og så lige en ide jeg har stjålet, fordi jeg er vildt træt af de der ledninger der hænger, ligger, flyder hele tiden, jeg hader dem, så jeg gik i gang med at måle og skære og sy, og efter et mislykket forsøg så lykkedes det
Her kan du se hvor jeg har ideen fra
Selvom blonden ser mærkelig ud til, så i rigtigt lys er den sart grøn og passer fint, den her skal være en gave, men jeg siger ikke til hvem
Og her er så første forsøg, den er alt for lille, men passer lige til at have mobilen i, hvis jeg en dag skulle få brug for at hænge min mobil op, men nej det tror jeg ikke jeg får brug for, men vi finder nok på noget at putte i :)

Det var vist alt for idag, og så er det vist i øvrigt også sengetid - sov godt

tirsdag den 1. februar 2011

Lang dag idag

Og uden særlig meget energi

Det startede med at jeg fik et større hosteanfald lige da jeg var faldet i søvn i går aftes, efter koldt vand og hostebolcher trissede jeg i seng igen - men kunne selvfølgelige ikke falde i søvn igen, så det var langt over midnat inden jeg sov

Kl. 03.58 besluttede hunden sig så for at han gerne lige ville ud og have en tår og drikke - gab og inden jeg kom i seng igen var Matilde lige så stille spadseret op i min seng (ikke i farens side- altid min side), hvor hun lå og skubbede, og prøvede på at få benene op oven på mig - samtidig med at hunden begyndte at ligge op sparke til døren, så da vækkeuret ringede kl. 06.00 - da faldt jeg i søvn igen og fik 9 dejlige minutters søvn - så nu tror jeg lige jeg lopper ind og ser hvor mange vi skal være i sengen i nat (1½-mands-størrelse)